PASS IT FORWARD I GALLERI UNDERWAERK
DET HANDLER OM FODBOLD OG SOCIALT ENGAGEMENT
Hvordan kan det være, at to politimænd, Christianias dame fodboldhold, en tømrer, hip hop bandet Suspekt, en buschauffør, en radiovært, en mekaniker, en kok, en skraldemand, en lufthavns portør, en pensioneret social pædagog, en 16 årig sangerinde, en lastbilchauffør, en kvindelig sømand med mange, mange flere, alle har valgt at rive fem uger ud af kalenderen for, den 29. oktober at køre fra København til Gambia i ældgamle, skramlede autocampere fra 70’erne?
Fælles for samtlige er, at de kender et usædvanligt menneske, Jack Kelefa Sanneh, der med denne rejse forløser en mangeårig drøm, som går ud på at aflevere over seks tons brugt fodboldudstyr til fattige børn i Gambia, som det, gennem de sidste syv år, stort set egenhændigt, er lykkedes ham at indsamle her i DK.
Som sportschef for Christianias ambitiøse fodboldhold, CSC, hvis mål (ikke uden humor) er at komme i Superligaen, har det været oplagt for Jack, at koncentrere sig om at indsamle netop fodboldudstyr. Han har på en rejse tilbage til sine rødder i Gambia, med egne øjne oplevet, hvor stor lykke næsten ingenting kan gøre, hvilket har været hans simple incitament til kæmpe for at realisere projektet.
Rejsen indebærer deltagelse i Amsterdam Dakar Challenge, et benhårdt race (alternativ til det berømte race Paris/Dakar), hvis sigte er at sætte fokus på humanitære projekter. En betingelse for deltagelse er, at det køretøj man befordrer sig i, ikke må overstige en værdi af 1000 euro, hvilket bliver en seriøs udfordring da rejsen blandt andet går gennem lande som Marokko, Mauretanien, Vestsahara og Senegal.
Ved vejs ende vil Jack og hans hold aflevere både udstyr og biler, men før de atter rejser tomhændede hjem, skal de selvfølgelig spille et brag af en fodboldturnering sammen med børnene nede i Gambia.
Jacks Pass It Forward tanke er enkel, hvilket har betydet opbakning og støtte mange steder fra, ikke mindst fra Christian Stadil fra Hummel, men der vil blive afholdt en stor støttefest i oktober, hvor det endnu vil være muligt at velsigne turen på forskellig vis. Det handler om fodbold og socialt engagement!
Jack stiller hellere end gerne op til interview.
Mange hilsner fra
Maj Bovin – Pass It Forward


